Forfatter: Christian Have [16:48] 04-06-2012

Er de store fortællingers tid ovre i kultur- og medieverdenen?

27 gange. Så mange gange skifter unge mennesker medie i timen uden for arbejdstiden. Det viser en ny amerikansk undersøgelse. De unge mennesker er de såkaldte Digital Natives, hvilket vil sige unge, som er vokset op med Internettet og de digitale medier. Den ældre kategori – de såkaldte Immigrants, som har skullet tillære sig de digitale kompetencer – holder sig på 17 gange i timen.

Særligt kombinationen af tv, smartphones og tablets får æren af at være årsag til det mildest talt fragmenterede forbrug. Adfærdsmæssigt er der tale om en næsten konstant søgen efter indhold, der kan fastholde interessen, og lige så snart, interesseniveauet daler, skiftes der ikke længere blot kanal – der skiftes medie. Det er zapning på et særdeles højt plan.

Hvad betyder det for samfundet, for kulturen og for medierne? Hvordan formidler man sine substantielle budskaber ud til modtagere, der mere end noget andet er kendetegnet ved deres exceptionelt begrænsede tålmodighed? Er de store fortællingers tid ovre?

Nej, de store fortællinger findes stadig, og det er stadig muligt at formidle dem, selv til det publikum, der kun kan fokusere på den samme ting få minutter ad gangen – hvis endda så lang tid.

Men spillereglerne har ændret sig.

Hvis folk kun kan koncentrere sig ganske kort tid ad gangen, så nytter det ikke at servere langstrakte og komplicerede fortællinger for dem. Fortællingerne skal i stedet serveres i fragmenter. Fragmenter, der kan bære at stå alene – som giver mening i sig selv, og som fænger med det samme.

Men fragmenterne skal samtidig også være brikker – puslespilsbrikker, som, når hele puslespillet er lagt, fortæller dén overordnede fortælling, som kun de færreste vil have tålmodighed til at kapere på én gang.

Det altafgørende fremover bliver derfor at opbygge et grundigt kendskab til modtagernes medievaner. Én ting er at bryde sin fortælling ned i meningsfulde fragmenter – en anden er at placere disse fragmenter på de platforme, hvor modtagerne faktisk befinder sig. Hvis vi ikke ved ganske nøje, hvilke platforme vi skal kommunikere på, mister vi kontrollen, og resultaterne vil blive tilfældige.

Især kunst- og kulturlivet bør tage denne formidlingsmæssige udfordring alvorligt – i hvert fald, hvis de ønsker, at de unge generationer skal blive engagerede og loyale kunst- og kulturbrugere.


Kommentarer




SENESTE BLOGINDLÆG

Der er altid noget positivt, selv når det er mørkest

Det gjorde ondt. Indrømmet, jeg havde li


En smagsprøve på verden

Verdens kulturer, fascinerende natur og


Træk Stikket Ud

Træk Stikket Ud
“Detox dig mentalt, forf




ARTE NYHEDSBREV

Hold dig opdateret om aktuelle og kommende events.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve.


Email marketing by MailPlatform.dk